Nordmosen

Publisher: 
Place: 
København
Year: 
2003


The novel Mýrin (Jar City), translated to Danish by Kim Lembek.



Reissued in paperback in 2004 and 2008.



About the book:



En ældre mand findes myrdet I sin kælderlejlighed i Reykjavik. Gemt i hans skrivebord finder man et gammelt fotografi af en fire-årig piges gravsted. Billedet fører politiet tilbage til en frygtelig forbrydelse og familietragedie. På samme tid forsvinder en ung pige fra sit eget bryllup, og politiet genoptager en uopklaret sag om endnu en person, der er forsvundet.



From the book:



Den store lastbil vuggede i stormen som et fortidsuhyre, og regnen trommede ned på den. Det havde taget politiet en rum tid at få opsporet bilen, for den stod ingen steder ved Hermans hus i Nordmosen, men derimod på parkeringspladsen ved lægehuset Domus Medica på den anden side af Snorrisbraut et par minutters gang fra hans hjem. Til sidst havde man efterlyst bilen i radioen. En patruljevogn fandt den på samme tid, som Erlendur og Sigurdur Oli forlod Hermans lejlighed med fotografiet. En gruppe teknikere blev tilkaldt for at finkæmme bilen for eventuelle spor til brug i efterforskningen. Den var af fabrikatet M.A.N. og havde rådt førerhus. Det eneste, der ved den første hurtige gennemsøgning blev fundet, var en bunke grove pornoblade. Det blev besluttet at få lastbilen transporteret hen til kriminalpolitiets lokaler til nøjere undersøgelse.



Samtidig analyserede teknikerne fotografiet. Det viste sig, at det var blevet fremkaldt på Ilford-papir, der var meget brugt i tresserne, men som ikke længere blev produceret. Sandsynligvis var billedet blevet fremkaldt af fotografen selv eller af en specielt interesseret. Det var begyndt at falme lidt, som om der ikke var blevet udvist den store omhu ved fremkaldelsen. Der stod ikke noget på bagsiden, og det var vanskeligt at afgøre, hvilken kirkegård billedet var taget på. Den kunne ligge hvor som helst i landet.



Fotografen havde vel stået i tre meters afstand fra gravstenen. Billedet var taget omtrent midt for stenen. Fotografen havde måttet gå ned i knæ, medmindre der var tale om en meget lille person. På trods af afstanden var synsvinklen meget snæver. Der var ingen beplantning at se. Jorden var dækket af et tyndt lag sne. Der sås ikke andre grave. På den anden side af gravstenen var der ikke andet end hvid dis.



Teknikerne koncentrerede sig om gravskriften, som var meget utydelig på grund af afstanden fra fotografen hen til stenen. Der blev taget en masse kopier af billedet og derefter forstørrelser af gravskriften, indtil hvert eneste bogstav var blevet fremkaldt på hver sit stykke A5-papir, som så blev nummeret og sat i samme rækkefølge som teksten på stenen. Billederne var meget grovkornede, nærmest kun sorte og hvide punkter mellem hinanden, der dannede nuancer af lys og skygge, men efter at de var blevet scannet ind i computeren, var det muligt at bearbejde den dårlige opløsning og skyggerne. Nogle af bogstaverne var tydeligere end andre og tydelige nok til, at teknikerne kunne gætte sig til resten. Det var let at se bogstaverne M, T og O. Andre bogstaver var mere eller mindre tydelige.



Erlendur ringede til en afdelingsleder i Folkeregisteret midt i aftensmad og fik ham bandende og svovlende til at love, at de kunne mødes ved Folkeregisterets bygning. Erlendur vidste, at alle dødsattester udstedt siden 1916 blev opbevaret dér. En halv time senere drejede afdelingslederen sin bil ind foran Folkeregisteret og gav Erlendur en hurtig hånd til goddag. Der var ikke en sjæl i bygningen, alle medarbejdere var gået hjem for længe siden. Han tastede koden ind på alarmen og skaffede dem adgang til bygningen med et specielt kort. Erlendur satte ham ind i sagen, men fortalte kun det mest nødvendige.



De gennemgik alle dødsattester, som var blevet udstedt i 1968. De fandt to Audur. Den ene var fire år. Hun døde i februar. Lægen, der havde udstedt dødsattesten, fandt de hurtigt i navneregisteret. Han boede også i Reykjavik. Pigens mor var nævnt i attesten. Hun var også let at finde. Hendes sidste folkeregisteradresse var i Keflavik i begyndelsen af halvfjerdserne. Navnet var Kolbrun. De gennemgik atter dødsattesterne. Hun døde i 1971, tre år efter sin datter.



Pigen var død af en ondartet hjernesvulst.



Moren begik selvmord.



(34-35)