Jeg hedder Ísbjörg, jeg er löve

Publisher: 
Place: 
Århus
Year: 
1993

The novel Ég heiti Ísbjörg, ég er ljón, translated to Danish by Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir.


From Jeg hedder Ísbjörg, jeg er löve:


Og i denne skrigende stilhed, som jeg ikke kan beskrive, indledtes en historie der med tiden skulle tage mig i besiddelse, som du vil erfare. Den blev min illusion. Mit nye livs ophav.
Langt ude i det fjerne, hvor menneskets ånd aldrig har dvælet, og hvor træernes grene og blomsterne og sandet endnu er uberørt af alt undtagen vinden fra havet og det første øjebliks lænker, skyller bølgen en lille pige i land. Og denne bølge ved ikke, hvorfra pigen kommer, eller hvor hun skal hen. Pigen har været død i lang tid, hendes kød er forsvundet på færden gennem havets bølger, og knoglerne er hvide som skyer mod en sort himmel.
Men bølgen skyller hende i land, og vinden dykker ned fra træernes løvkroner, smutter ind i pigens øjenhuler og frembringer en konkyliemelodi.
Sandet hvirvles over de blegede knogler. Og så  sker det forunderlige. Det umulige. Træerne bøjer deres grene. Fuglene forstummer. Den havslebne pige rejser sig og går rundt på stranden. Hun er levende. Hun er ny. Og i sit hjerte, der engang var, føler hun en dampende glæde og hendes øjne, der engang så, skimter nu hvidt sand, himmel og hav.
Og hun er alene. Hun er alene og vil altid være alene som vinden. Og hun er levende. Og hun lægger sig ned og mærker hvordan sandet begynder at polere knoglene. Mærker, hvordan hun lige så langsomt bliver ét med sandet.  Bliver sand. Bliver strandsand på øen, hvor ingen menneskeånd nogensinde har dvælet. Og når de sidste rester af hende forsvinder i sandet, føler hun en nærhed på ny. Sandet er mørkt. Pigens knogler er gule.
Og netop i det øjeblik, da min eventyrpige føler, at noget er i nærheden, farer jeg sammen og mærker hvordan min sidste tåre drypper ned på næsen og falder som en diamant ned i  blodpølen ved Gudmundur Sveinssons højre hånd. Jeg ser, hvordan tåren flyder oven på blodet. Ser, hvordan den blander sig med det. Bliver blod.
Jeg bøjer mig ned, som om en eller anden djævelsk kraft, en eller anden trykkende vægt, tager magten over mine knæ og arme. Jeg lægger mig ovenpå ham. Lægger ansigtet mod hans bryst. Rører ved hårene. Stryger hånden over hans hals. Lukker hans læber. Tørrer skummet væk med håndryggen og lader som om, jeg trækker vejret for ham. Ruller til sidst ned af ham og ned i blodet, som jeg smører i mit ansigt. Det er koldt og mørkt. Og jeg falder i søvn med smagen af blod i munden. Den er sødlig. Jeg falder i søvn. Og da jeg vågner, tror jeg, at det kun er en ond drøm, men virkeligheden er ny på femtedagen.

(58-59)